Skovsnogen Artspace
Hvad er skovsnogen:
Skovsnogen Artspace – Et udendørs Galleri
Skovsnogen Artspace er et udstillingssted, der ikke defineres ved hjælp af vægge og tag, men som udspiller sig under åben himmel i en vestjysk skov.
Skovsnogen Artspace konfronterer traditionelle forestillinger om mødet mellem kunst og publikum og formidler samtidskunsten til nye publikumsgrupper og giver kunstnere nye muligheder for at skabe og præsentere deres værker. Skovsnogen Artspace er altid åbent, altid gratis, og du er altid velkommen!
Hvor:
I et skovområde der dækker 25 hektar i Døvling Meldgaard Skov, godt 30 km syd for Herning, har 13 billedkunstnere skabt over 30 unikke værker der udfolder sig under åben himmel og Skovsnogen er det første udstillingssted af sin art herhjemme hvor eksperimenterende samtidskunst forenes med friluftsliv og naturoplevelser.
Initiativtagerne bag Skovsnogen har haft et tæt samarbejde med erhvervsliv, kommune, foreninger og lokale i området, og der er opstået et slags partnerskab; en gensidig respekt og et fælles ejerskabsforhold forankret i både kunsten og de bidrag og tjenesteydelser som folkene bag Skovsnogen har kunnet trække på.
Skovsnogen Artspace er altid åbent, altid gratis, og du er altid velkommen!