Kransenedlægning
Den smukke tradition med kransenedlægning på RAF flyvergraven i Skarrild vil i 2004 markere 60-året for nedskydning og begravelsen i 1944 af fire britiske, en australsk og to canadiske flyvere fra Anden Verdenskrig.
Fra at have været forsynet med et simpelt tysk fremstillet trækors, fremstod flyvergraven i 1946 som et smukt og monumentalt mindesmærke, som lokalbefolkningen lige siden med stolthed har kunnet samles om en gang om året, enten det nu har været på den engelske Remembrance Day den 11. november, eller på årsdagen for flyets nedskydning den 27. august, eller som i de senere år på Danmarks Befrielsesdag den 5. maj.
Repræsentanter for den danske modstandsbevægelse stod i de første mange år for de årlige kransenedlæggelser, siden kom Hjemmeværnet til med æresvagt og kransenedlæggelser og siden 1963 har officerer fra Flyvestation Karup hvert år den 5. maj ligeledes deltaget og nedlagt kranse ved mindesmærket.
Ceremonierne er ikke blevet mindre gribende efter at RAF-veteraner fra 57/630 Squadron Association og tjenestegørende officerer fra RAF siden 2002 har deltaget med repræsentanter, hvoraf flere af veteranerne selv deltog på lige fod med den nedskudte Lancaster bombemaskine i det dengang fatale togt mod den østpreussiske by Königsberg, som i dag hedder Kaliningrad.